Gammel visdom og videnskab

Siden 2007/2008 har jeg arbejdet med mig selv på det personlige plan. 

Ja, faktisk har jeg arbejdet før det, også, men det er her, mit arbejde bliver bevidst. 

Jeg har det ad pommern til og går til lægen, som blot ordinerer motion. Jeg er så langt nede på energi, at motion er noget, jeg slet ikke kan tage mig sammen til. 

Jeg går derfra med følelsen af, ikke at blive hørt og forstået. Her tager jeg et aktivt valg. Jeg kan enten vælge at bruge nogle penge på at finde en terapeut af en slags eller lægge mig under dynen. 

Jeg ved godt, at ingen kommer og hiver den dyne af mig og redder mig. Jeg ved instinktivt, at jeg skal redde mig selv. 

Jeg fandt en terapeut og begyndte min rejse. Terapeuten blev efter kort tid erstattet af mit eget drive. Her kom selvhjælpsbøger ind i billedet, som jeg kværnede løs. 

I stedet for kun at læse, så udførte jeg også de øvelser, der var i bøgerne. 

Meditation

Tilgivelse

Se indad

Tilgivelse

Rydde op

Trække vejret

Tilgivelse

Affirmationer

Jeg arbejdede mig også ud af frygt for at gå hjem om natten.

Og hvad der ellers har været. 

Gradvist kom min energi tilbage og jeg mærkede, at jeg havde den her helt enorme styrke til at hele mig selv fra trængslerne. 

Det er jeg fortsat med og det er nu også det, jeg formidler/støtter i min klinik. 

I flere år har jeg haft det sådan, at jeg gerne ville forklare sammenhænge eller i hvert fald kunne gøre mit arbejde konkret. Jeg har hele tiden skulle forsvare mit arbejde – for vi skal vel tro på det for at det virker?

I mange år har jeg også hørt om Joe Dispenza, men jeg har aldrig rigtig forstået hans undervisning. Før nu!

Joe Dispenza har simpelthen – over tid – været i stand til at få læger og forskere med i hans arbejde. De forsker i, hvad der sker i kroppen under meditation. De kan måle det. 

Og er der noget vi gerne vil, så er det at måle og veje. Så er vi sikker på, at det er sandt. For vi kan jo ikke bare tro på, hvad de gamle sagde om healing, meditation, qi og andre ord. 

Men det ser ud til, at det sker nu. Der bliver sat videnskabens ord på, hvad der sker i kroppen. Hvad der sker med os. Hvilket tilgængeligt healings-redskab vi alle er. 

Jeg fik ikke en pille eller psykolog-henvisning af lægen, så jeg blev passiv i min heling. 

Jeg fik til gengæld en masse – til tider – hårdt arbejde at udføre. En graven i mig selv. Opture og nedture. Frustrationer. Glæde. Begejstring. Og ikke mindst… Ekstremt megen viden om, hvad jeg selv indeholder for at holde mig i balance.

Jeg har vidst det instinktivt hele tiden. Jeg har ikke behøvet videnskabsmænd til at understøtte det, for jeg har vidst det og mærket det. 

Jeg er dog glad for, at der nu bliver forsket i højere grad i det felt, som jeg bevæger mig indenfor.