Når børn henvender sig
I øjeblikket arbejder jeg som AKT-pædagog. Det vil sige, at jeg er med i skolen, hvor jeg støtter børn i deres trivsel og udvikling.
Nøjagtig det, jeg gerne vil i mit virke som pædagog. At SE børnene er mit særlige kendetegn. Jeg SER HELE mennesket og jeg ser ind bag ved det, der ligger i det ydre og som vi kan se. At SE er en af mine største gaver, som jeg er blevet givet.
Jeg er af den opfattelse, at alle børn (mennesker i det hele taget, men det starter i barndommen), har krav på at blive SET. Set, som dem, de er. For når vi ser helheden, så bliver det også lettere at arbejde med barnet. Forstå barnet. Rumme barnet.
Børn har et ufattelig veludviklet sansesystem, der gør, at de mærker alt. ALT! Også det, du ikke siger eller gør. Spædbørn kan f.eks. mærke, hvordan deres mødre har det, selvom de er i forskellige rum.
Det fortæller noget om sanserne og de usynlige kommunikationstråde, der eksisterer. Vores elektromagnetiske felt, som sender signaler, vibrationer og impulser.
De første syv år af børns liv er de særligt disponerede for indtryk, da deres hjernebølger er på en frekvens, hvor indtryk lagrer i deres underbevidsthed som programmer. Det er i de første 7 år en stor del af vores dannelse ligger. Det er her, vi formes og optager overbevisninger og holdninger fra vores omsorgspersoner og nærmiljø.
Det er her, vi lagrer informationer om godt og skidt, rigtig og forkert. Det er her den grundlæggende oplevelse af tryghed og sikkerhed dannes. Det er også her, der indlejres oplevelser af at være god eller dårlig til noget. Afhængig af omgivelsernes feedback.
Som pædagog bliver du ansat til at varetage en opgave med børn. Det betyder, at børnene bliver givet en pædagog – et menneske – som de ikke selv vælger.
Det betyder også, at vi ikke kan forvente, at børn med det samme kaster sig over os og inviterer os indenfor i deres verden. Nej, de har brug for at se an. Og ligesom vi voksne, så vil der være nogle pædagoger, de føler mere tilknytning til end andre.
Det er noget, jeg er meget opmærksom på, hvorfor jeg altid giver børn plads til selv at finde ud af, om de vil kommunikere med mig eller ej. Selvfølgelig kan der være situationer, hvor det er nødvendigt uden at give plads, men som udgangspunkt er det min indgangsvinkel.
Jeg signalerer, at jeg er til stede, tilgængelig og at jeg har set dem. Samtidig signalerer jeg også, at jeg respekterer deres behov for at se mig an og selv vælge mig til.
Derfor er glæden også stor, hver gang jeg oplever et barn henvende sig. Som jeg gjorde forleden.
Efter en måned, hvor dette barn (nævnes 1) primært har skulet til mig på gangene, kom det pludselig hen og satte sig ved siden af mig.
Der sad også et andet barn (nævnes 2). Vi talte om, hvad 2 gerne ville arbejde med som voksen. Dette lyttede 1 til. Jeg signalerede, at jeg var klar til at lytte, når/hvis 1 havde lyst til at være med i samtalen.
1 begyndte at fortælle om sin drøm om et arbejde, når 1 bliver voksen. Og så skete det, 1 satte sig op ved siden af mig og vi talte i ca. 15 minutter om 1´s drømme.
Det er lige nøjagtig i sådan en situation, at det er vigtigt at se et barn. Når børn fortæller om, hvad de gerne vil være som voksne, så er det væsentligt at gå ind i deres drømme og tanker, for det giver dem en positiv lagring i deres nervesystem og deres sjæl.
Alt for ofte sker det, at der bliver sagt noget i retning af.. Det lyder spændende, men det bliver nok svært… Når vi siger den sætning, så kan det lagre sig som en oplevelse af ikke at blive set eller forstået og sker det mange gange, så kan drømme slukkes.
Den her drøm/vision, som 1 har, er reelt mulig. Så at turde gå ind i samtalen om drømmen og tale om detaljer, det giver barnet en oplevelse af at blive set, hørt, rummet og forstået.
Der skal ikke meget til at lagre, om vi er gode nok eller dårlige nok. Vi er forskellige som personer, så for nogle kan det være, at det går ind ad det ene øre og ud af det andet. For andre kan det være vejen til stor usikkerhed på vejen.
Nervesystemet husker, sjælen husker og når noget bliver undermineret, så kobler vi dele af os selv fra og kan få udfordringer med at føle os gode nok på flere områder af livet.
At 1 satte sig hen til mig og begyndte at tale til mig var en absolut gave for mig. At jeg fik lov at blive inddraget i drømme og visioner ved første samtale, det anser jeg for ret stort. Forhåbentlig gav jeg et barn en positiv oplevelse af at blive set.